Stadig meget at gøre!

I Rødovre går det godt. Men gennem en beskatning i den højere ende betaler vi også for det. Jeg er overbevist om, at det kan gøres bedre - endda for mindre.
I Rødovre har der været tradition for, at ét parti har siddet på et absolut flertal i kommunalbestyrelsen. Det er ikke sundt for demokratiet, da det betyder, at beslutninger reelt kan træffes uden om samtlige andre partier. Det skal vi gøre op med!

Jeg går til valg på at gøre Rødovre Kommune til en endnu bedre kommune end den er i dag og på at bryde det politiske monopol i kommunalbestyrelsen.


En enestående folkeskole
Selvom Rødovre har mulighederne i form af gode skoler og mange dygtige lærere, må vi konstatere, at Rødovre klarer sig dårligere end landsgennemsnittet på stort set samtlige parametre. Det må og skal gøres bedre. I samspil mellem kommune, skoleledelse, lærere og forældre skal vi hæve niveauet i Rødovre, og gøre folkeskolen endnu mere attraktiv end den er i dag. Folkeskolen er og bliver grundstenen i det danske uddannelsessystem.

En sund velfærd
Velfærd skal være for menneskets skyld – ikke for systemets. Vi skal turde at stille krav til vores velfærd og ikke være bange for at benytte private aktører, hvor det giver mening. Alle borgere har ret til at blive behandlet med værdighed, og vi skal respektere, at enkelte har holdninger og ønsker der ikke følger flertallet.

En bæredygtig fremtid
En stærk kommune skal gå forrest i den grønne omstilling, og det skal ske med inddragelse af borgere og erhvervsliv. Rødovre er en ressourcestærk kommune og potentialet kan udnyttes i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. En grøn omstilling skal ikke begrænse, men styrke og udvikle. 

Et stærkt erhvervsliv
En sund kommune skal bygges på skuldrene af et stærkt erhversliv. Det betyder, at kommunen skal gøre det, den er god til og samtidig anerkende erhvervslivet gennem inddragelse og samarbejde. Erhvervslivet er kommunens medspiller - ikke modspiller. Vi skal gøre det attraktivt at drive virksomhed i Rødovre, og sørge for, at Rødovre ikke kun er et sted man bor, men også et sted man arbejder.

Er der politiske områder, du gerne vil vide mere om, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Tak fordi du læste med!
Lasse